Spring til indhold

Vores forståelsesramme

Her på Løkkehus arbejder vi ud fra en forståelsesramme som tager afsæt i neuroaffektiv udviklingspsykologi baseret på Susan Harts teoretiske grundlag.

Forståelsesrammen giver os mulighed for at forstå barnets eller den unges udvikling og udfordringer på en langt mere nuanceret måde. Med denne forståelsesramme har vi derfor muligheden for at give det enkelte barn og den enkelte unge udviklingsmuligheder som er tilrettelagt for netop det barn eller den unge. Vi har alle brug for noget forskelligt men indenfor en fælles ramme.

Løkkehus er et behandlingshjem hvor vi stræber efter ro og stabilitet og har plads til leg og glæde i det daglige. Mange af de børn og unge, som bor på Løkkehus har haft deres fokus på at overleve under opvækstvilkår, som har været hårde. Det kan ofte tage så meget energi, at det bliver svært at regulere egne følelser og nogle gange også svært at aflæse andres fordi man ikke har lært dette. Konkret arbejder vi ud fra trivselsskemaer, kompasanalyser og samtidig et fokus på, hvad vi som voksne bringer ind i relationen til barnet eller den unge.

Vi vil gerne være med til at støtte barnets og den unges evne til selvregulering, gennem daglige aktiviteter og en mentaliserende tilgang. Vi kan på denne måde, sammen med barnet/den unge, så nogle frø, der, hvis vi er heldige, får lov at spire, her på Løkkehus for senere at blomstre.

Hverken børn eller voksne kan ændre adfærd uden først at blive set og anerkendt som de er.” - Jesper Juul og Pernille Lauritsen